Både Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) har reageret efter udmeldingen fra den militante bevægelse al-Qaeda, som ønsker at se hævnaktioner udført mod Danmark og Sverige.
Det får nu Lars Løkke Rasmussen til at kontakte en række lande for at fastslå, at de er forpligtiget til at passe på danske ambassader.
Der er nemlig en reel trussel for, at al-Qaedas udmelding kan inspirere til angreb.
"Vi tager det selvfølgelig meget alvorligt, at der er en reel trussel. Den er også skærpet på grund af de mange koranafbrændinger, vi har set i Sverige og Danmark," udtaler Lars Løkke Rasmussen ifølge B.T.
Det er altså i den forbindelse, at Lars Løkke Rasmussen har været i dialog med diverse værtsnationer for danske ambassader.
Udenrigsministeren fortæller videre, at når han taler med kolleger rundt om i verden, så forstår de udmærket godt, at regeringen har i sinde at forbyde koranafbrændinger.
Dog har hele ideen om at koranafbrændinger i stedet medført, at vi i Danmark sjældent har talt mere om samt set flere koranafbrændinger.
Men det er der heldigvis også forståelse for blandt udenrigsministerens kolleger.
"Der er en forståelse for, at regeringen har intentionen, men at der også er en lovgivningsproces, og at vi derfor har det paradoks, at fordi regeringen vil sætte en stopper for koranafbrændinger, så ser vi ret mange af dem. Det forstår man godt derude," siger Lars Løkke Rasmussen og fortæller, at han er i tæt kontakt med sine svenske kolleger, men at han ikke kan komme samarbejdet nærmere.
Organisationen al-Qaeda, som i mange år blev ledet af den nu afdøde Osama bin Laden har gennem årene stået bag en række dødelige angreb på civile i Vesten. Mest berømt er angrebet på World Trade Center i New York City i 2001.
På baggrund af den nye udmelding fra al-Qaeda lyder det fra PET, at man i samarbejde med de relevante myndigheder vil træffe de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger i forhold til de danske ambassader i udlandet.