Lars Løkke kalder Bruxelles-angreb for afskyelige

admin

453 uger siden

|

22/03/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Bruxelles er tirsdag ramt af en række eksplosioner - både i lufthavnen og i en metrostation.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) følger med i begivenhederne.

- Afskyelige angreb i BXL. Mine tanker går til de ramte og deres familier. Vi står sammen med Belgien, skriver han på Twitter.

Også på engelsk udtrykker Løkke sig på Twitter, og oversat skriver han blandt andet dette om "terroristerne":

- Lad os jage dem ned og forblive forenet i vores kamp for europæiske værdier.

De dødelige eksplosioner i Bruxelles' lufthavn blev udløst af en selvmordsbomber, siger den føderale statsanklagemyndighed i Belgien til tv-stationerne VTM og RTBF ifølge Reuters uden at oplyse yderligere detaljer.

Politikere fra både rød og blå blok har på de sociale medier kommenteret begivenhederne i Bruxelles, som de seneste dage har været i fokus på grund af omfattende antiterroraktioner.

- Forfærdelige angreb i Bxl. Mine tanker går til ofrene. Vigtigt at vi står skulder ved skulder i kampen mod terror, skriver Socialdemokraternes politiske ordfører, Nicolai Wammen, på Twitter.

Politiet har optrappet eftersøgningen af endnu en mistænkt fra Parisangrebene i november, den 24-årige Najim Laachraoui, som hidtil har været kendt under sit falske navn Soufiane Kayal.

Det lykkedes fredag at anholde den hovedmistænkte Salah Abdeslam i bydelen Molenbeek i Bruxelles.

Mindst 13 mennesker og 35 andre er alvorligt sårede i lufthavnseksplosionerne. Årsagen til eksplosionerne i lufthavnen var ifølge Belgiens statslige tv-station VRT et selvmordsangreb.

- Der blev affyret skud og råbt på arabisk inden de to eksplosioner i Bruxelles' lufthavn, skriver det belgiske nyhedsbureau Belga.

Kort efter angrebet i lufthavnen blev en metrostation tæt ved EU-institutionerne i Bruxelles rystet af en eksplosion.

Det står ikke klart, om eksplosionen har kostet menneskeliv. Den belgiske tv-station VTM har oplyst, at der var rapporter om ti dræbte på metrostationen Maalbeek, mens 15 skulle være såret. Oplysningerne om dræbte er dog ikke bekræftet fra officielt hold.

Alle metrostationer og al offentlig transport er lukket i Bruxelles efter eksplosionerne, skriver Reuters.

/ritzau/