56,3 procent af de 4.141.348 stemmeberettigede danskere har i løbet af søndagen sat deres kryds til EU-parlamentsvalget.
Det er lidt lavere end i 2009, der satte rekord med en valgdeltagelse på 59,5 procent, men stadig et godt stykke over EU-gennemsnittet på omkring 43,1 procent.
Den store interesse ved valget i 2009 skyldtes sandsynligvis, at vælgerne samtidig kunne stemme ved folkeafstemningen om ændring af tronfølgeloven, så tronen går i arv til kongefamiliens ældste barn uanset køn.
Afstemningen denne gang om dansk tilslutning til den europæiske patentdomstol har tilsyneladende ikke haft samme appel til vælgerne.
2004 var et lavpunkt i den danske valgdeltagelse ved EU-parlamentsvalg. Her valgte kun 47,89 procent af de stemmeberettigede at sætte et kryds.
Det er i år ottende gang, danskerne har kunnet stemme om deres repræsentanter i EU-Parlamentet. Kun ved tre afstemninger har valgdeltagelsen ligget under 50 procent. Mens det er gået fremad med valgdeltagelsen i Danmark, har tendensen været den modsatte samlet set i EU.
Siden det første valg til parlamentet blev afholdt i 1979 har valgdeltagelsen været drastisk faldende i unionen samlet set - fra 62 procent til de 43 procent i 2009.
Det er i Østeuropa, at valgdeltagelsen har været lavest i år. Det laveste antal stemmer blev afgivet i Slovakiet, hvor kun 13 procent valgte at gå i stemmeboksen.
/ritzau/