Landbruget er fuld af lovord om ny fødevareminister

admin

455 uger siden

|

29/02/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Landbruget ser frem til samarbejdet med den nyudnævnte miljø- og fødevareminister, Esben Lunde Larsen (V).

Sådan lyder det samstemmende fra de to organisationer Landbrug & Fødevarer og Bæredygtigt Landbrug.

- Vi kender kun Esben Lunde Larsen for det gode. Vi har allerede haft et fortrinligt samarbejde med ham på forskningsområdet, hvor han har prioriteret den erhvervsrettede forskning, siger direktør i Landbrug & Fødevarer Karen Hækkerup.

Den største opgave, der venter Eva Kjer Hansens arvtager, er at skabe ro på området, siger Karen Hækkerup.

Hun håber, at Esben Lunde Larsen som ny minister kan skabe ro omkring landbrugspolitikken og hjælpe med at genrejse respekten for landbruget i befolkningen.

- Han kender vores erhverv, og han ved også, hvad kvælstofsagen har betydet af skade i forhold til, at mange danskere har mistet respekten for landbruget. Der håber jeg, at han kan hjælpe med at genrejse respekten og overbevise danskerne om, at landmændene er værd at være stolte af, siger Karen Hækkerup.

Også organisationen Bæredygtigt Landbrug, der har rost den afgående miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) til skyerne for hendes arbejde med den omstridte landbrugspakke, er tilfreds med arvtageren.

- Det er et stort hul, den nye minister skal udfylde efter Eva Kjer Hansen, så vi glæder os over, at der kommer en vestjysk landmandssøn på pladsen, der ved, hvordan man samtænker natur og landbrug, siger formand for Bæredygtigt Landbrug Flemming Fuglede Jørgensen.

Men Esben Lunde Larsen bliver ikke kun minister for landmændene. Han bliver også øverste chef for landets fiskere, og her har man også store forhåbninger til ministeren.

Og der er nok at tage fat på, lyder det fra formanden for Danmarks Fiskeriforening PO, Svend-Erik Andersen.

- Der er problemstillinger, der kræver politisk handling fra ministeren her og nu, og derfor må det være noget at det første, som Esben Lunde Larsen giver sig i kast med, siger han og nævner blandt andet en forestående nulkvote på tobis og snærede regler for fiskeri i Østersøen.

/ritzau/