Oversvømmelser og tørke kan i de kommende år skabe konflikter og anrette ravage i den globale økonomi. Fattigdom, migration og sult kan føre til krig og uro.
Sådan lyder en af flere advarsler, ifølge et udkast som AFP er kommet i besiddelse af, i den anden del af FN's femte klimarapport, som internationale forskere og videnskabsfolk tirsdag begyndte at diskutere i Japan.
I løbet af den næste uge skal eksperterne mødes med regeringsrepræsentanter fra verdens lande i byen Yokohama syd for den japanske hovedstad Tokyo. Møderne skal munde ud i et opsamlende resume af den såkaldte arbejdsrapport del to i FN's klimarapport.
Det endelige resume af rapporten bliver offentliggjort på mandag den 31. marts.
I det foreløbige udkast siges det, at stigningen i udledning af drivhusgasser vil hæve risikoen for oversvømmelser "betragteligt", og Europa og Asien er særligt udsat.
Herudover vil stigende vandstand i havene fordrive "hundredvis af millioner" mennesker i 2100, der bor i kystnære områder.
Samtidig anslås det i udkastet, at det gennemsnitlige udbyttet af hvede, ris og korn vil falde, samtidig med at efterspørgslen på afgrøder formentlig vil stige på grund af, at verdens befolkning bliver stadig højere.
Første del af FN's klimarapport blev udsendt i september sidste år. Den konkluderede blandt andet, at klimaforandringer med stor sandsynlighed er menneskeskabte. Desuden lød de dystre fremskrivninger på temperaturstigninger og havstigninger på helt op mod en meter.
Tredje arbejdsdel i FN's femte klimarapport bliver udsendt i forbindelse med en konference i den tyske hovedstad Berlin i midten af april.
De tre rapporter bliver til efteråret samlet i en såkaldt syntese-rapport, der bliver færdiggjort på en konference i København i slutningen af oktober.
/ritzau/AFP