Du er på indkøb og har glemt din pung hjemme i jakkelommen - men det betyder ikke noget. For du kan i stedet bruge din mobiltelefon til at betale i butikken med.
Og for at det skal blive endnu lettere at finde de butikker, der tager imod betaling over mobiltelefonen, kommer der nu en ny app på gaden, der skal hjælpe kunderne til at finde vej til alle virksomheder, som skilter med, at de benytter Mobilepay.
Ifølge Danske Bank, der står bag Mobilepay, har 800 virksomheder indtil nu givet kunderne mulighed for at betale mobilt med Danske Banks mobilbetalingsløsning.
Samlet har 1,2 millioner i dag Mobilepay, og appen vil vise dem, hvor i Danmark butikkerne ligger.
- Den nye vejviser-funktion og danmarkskortet er eksempler på, at mobilbetaling bliver stadig mere brugervenligt og intelligent, siger Mark Wraa-Hansen, chef for Mobilepay-divisionen i Danske Bank.
- Du går ned ad gaden, vil købe blomster med hjem til kæresten, tjekker om der er blomsterbutik, bliver hjulpet direkte derhen, taster beløbet ind, klikker godkendt. Vi er fortsat i en tidlig fase med mobilbetaling. Over de næste år bliver det stadig lettere at betale mobilt, siger han.
Mobilepays kunder overfører hver dag op mod 30 millioner kroner til hinandens konti via mobiltelefonen. Løsningen har eksisteret i et år og bliver mest brugt til pengeoverførsler fra person til person.
Men siden lanceringen af Mobilepay Business i februar er et stærkt stigende antal erhvervsdrivende imidlertid også begyndt at modtage mobile betalinger.
Danske Bank venter at nå mindst 2000 virksomheder i år, oplyser banken.
/ritzau/