Liberal Alliance vil flytte mobberen fra skolen

Redaktionen

431 uger siden

|

18/08/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Når et barn bliver mobbet groft og længe, kan løsningen være at flytte det til en anden skole. Men det er ikke rimeligt, at det er mobbeofferet, der må rykke. Det skal være det barn, der mobber, som tvinges ud af skolen.

Det mener Liberal Alliance, der vil indføre princippet i Folkeskolen, når Folketingets partier i den nærmeste fremtid skal diskutere sanktionsmuligheder over for mobning.

- I den situation, hvor man har prøvet alt, og hvor man ikke kan standse mobningen, så skal det være det barn, der mobber, som må forlade skolen, siger børne- og undervisningsordfører Merete Riisager.

- Det skal ikke være det barn, der bliver udsat for mobning, chikane og måske trusler og vold, som skal være tvunget til at flytte skole.

Hvad man gør, hvis det er tre eller fire børn, der er lige gode om mobningen, kan ordføreren ikke give et svar på.

- Hvordan man præcis gør det, skal være op til skolelederen og læreren. Det er dem, der har den pædagogiske indsigt. Det handler om, at dem, der gør skade, bærer ansvaret, siger Merete Riisager.

Undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) har torsdag fremlagt aktionsplanen "alle for en mod mobning". Den lægger blandt andet op til, at ofre for mobning skal have mulighed for at klage.

Ministeren barsler med et udspil til, hvilke sanktionsmuligheder det nye klageorgan får.

I tilfælde med grove trusler eller vold skal mobningen kunne føre til en bortvisning i op til fire uger uden krav på andet undervisningstilbud, mener Liberal Alliance. I den periode må forældrene overtage undervisningsansvaret.

Det risikerer at gå ud over det bortviste barns faglighed, medgiver Merete Riisager.

- Men det går også ud over de andre børns faglighed, når et barn er voldeligt og truende.

- Det skal tages i brug i de situationer, hvor man ikke kan tale sig ud af problemet, og hvor der er vedvarende trusler eller vold. Der er det nødvendigt med en ny sanktionsmulighed.

Støttepartiet foreslår også, at der oprettes specialklasser til truende og voldelige børn på tværs af kommunerne.

/ritzau/