LA trodser DF-melding: Vi skal nok skattelettelser til efteråret

admin

448 uger siden

|

20/04/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det bekymrer ikke Liberal Alliance (LA), at Dansk Folkepartis partiformand Kristian Thulesen Dahl onsdag afviser at være med til at gennemføre skattelettelser inden næste valg.

- Dansk Folkepartis (DF) synspunkter er jo velkendte, siger politisk ordfører for LA, Simon Emil Ammitzbøll.

- Umiddelbart ser jeg ikke så meget nyt i det, og jeg tror, det løser sig. Jeg tror på, at vi til efteråret får lavet en aftale, hvor vi får sænket topskatten.

LA har i længere tid holdt fast i, at hvis der ikke kommer skattelettelser, så vil partiet trække gulvtæppet væk under Venstre-regeringen og statsminister Lars Løkke Rasmussen.

I februar måned i år udtalte LA's formand, Anders Samuelsen, at "vi ved inden jul, om vi får skattelettelser eller en ny regering".

Spørgsmål: Liberal Alliance har tidligere truet med at vælte regeringen, hvis der ikke kommer skattelettelser til efteråret. Står I stadig fast på det?

- Vores synspunkter er velkendte, men vores tilgang til det er, at vi synes, at de borgerlige partier skal forhandle og finde løsninger til glæde for alle, i stedet for at råbe af hinanden i medierne, siger Simon Emil Ammitzbøll.

Hos De Konservative håber man på, at man via dialog med DF kan finde plads til skattelettelser.

- Nu sætter vi os ned med vores venner i DF, og så er jeg sikker på, at vi nok skal få skabt et råderum til skattelettelser både i toppen og i bunden. Vi har ganske enkelt ikke råd til andet, siger De Konservatives skatteordfører, Brian Mikkelsen, i en skriftlig kommentar.

Ifølge DF er det de stigende udgifter til flygtninge, der gør, at der ikke er penge til skattelettelser.

Kristian Thulesen Dahl bruger et nyt regnestykke fra Finansministeriet som begrundelse for at trække stikket til Lars Løkke Rasmussen valgløfte.

Regeringens prognose for, hvor meget befolkningen vokser frem til 2020, lyder nu på knap 100.000 personer på grund af flygtningestrømmen til Danmark.

Det betyder ifølge Finansministeriet, at de offentlige udgifter vil stige med 6,4 milliarder kroner i årene 2017 til 2020.

Selv om regeringen, Liberal Alliance og Konservative skulle finde penge, så skal de ikke bruges på skattelettelser, men på velfærd, lyder det fra DF-formanden.

/ritzau/