Liberal Alliances retsordfører, Christina Egelund, håber, at der snart kan samle sig et flertal for en legalisering af hash, efter Radikale Venstre har meldt sig ind i flokken af partier, der taler for fri hash.
- Jeg tror, at det rykker tættere på, end det nogensinde har været.
- Flere af dem, som arbejder med hashkriminalitet og hashmisbrug anbefaler en legalisering. Flere stemmer i både det politiske og i virkelighedens verden anbefaler nu en legalisering, siger Christina Egelund.
Hun peger desuden på, at flere erfaringer fra udlandet også kan være med til at påvirke debatten.
Foruden Radikale Venstre og Liberal Alliance har Enhedslisten, SF og Alternativet meldt ud, at de gerne vil legalisere hash.
Partierne mangler dog fortsat opbakning fra Venstre, Socialdemokraterne, Konservative og Dansk Folkeparti, og dermed er der ikke flertal for en legalisering.
Alternativets retsordfører, Carolina Maier, håber ligeledes, at man kan samle et politisk flertal, men hun er også bevidst om, at det kan blive svært. Hun peger dog på, at et flertal af danskerne støtter en legalisering ifølge en afstemning på tv2.dk.
- Et stort flertal af danskerne ønsker en legalisering, og det kan presse lidt på, så nogle af de store partier måske kan skifte mening.
- Vi står også i en situation, der er så alvorlig, at jeg håber, at de store partier tager nogle interne drøftelser, i forhold til om de skal flytte sig, siger hun.
Carolina Maier fortæller, at man eksempelvis kan starte med en forsøgsordning for at få flere politikere med på legaliseringen. Christina Egelund vil ligeledes være klar til at tilslutte sig en legalisering som forsøg.
- Jeg vil gerne en fuld legalisering, men hvis det, der skal til for at overtale Venstre eller Socialdemokraterne, er en forsøgsordning, så er det helt fint for mig, siger Christina Egelund.
Onsdag aften blev to politifolk og en civil ramt af skud på Christiania under en rutineopgave. Siden er debatten om en legalisering af hash blusset op.
- Vi synes ikke, at hash er et fantastisk middel, men vi har en erkendelse af, at hash bliver brugt alligevel.
- Vi mener, at en legalisering kan hjælpe med dels at få nogle rene stoffer, men også at man kan bruge pengene fra afgifterne på forebyggelse og oplysning, siger Carolina Maier.
/ritzau/