Kyllingekød med salmonella-risiko er solgt i hele landet

admin

10 år siden

|

05/04/2014

Dagens topnyheder

Fødevarestyrelsen advarer lørdag mod et stort parti kyllingekød på grund af fare for salmonella.

Kødet er solgt i dagligvarebutikker over hele landet samt til catering, oplyser Fødevarestyrelsen på dens hjemmeside.

Tilbagetrækningen omfatter både hele kyllinger, hakket kyllingekød, forskellige udskæringer og andre produkter, lyder det.

Der er på nuværende tidspunkt ikke oplysninger om hvilke holdbarhedsdatoer, der står på produkterne, men alle produkter er mærket med produktionsdato også.

Det er blandt andre Kiwi, Rema 1000, COOP, Føtex, Bilka og Netto, der har solgt kødet, der har en pakkedato fra enten den 2. eller 3. april 2014.

Det er HKScan, der kalder kødet tilbage, tidligere hed virksomheden Rose Poultry.

Hvis man ikke gennemsteger eller koger kødet, kan man risikere at blive smittet med salmonella.

Symptomerne ved en salmonellainfektion kan blandt andet være diarré, kvalme, mavesmerter, opkast og feber.

Fødevarestyrelsen anbefaler, at forbrugerne kasserer produkterne eller leverer dem tilbage til butikken, hvor de er købt.

/ritzau/