Torsdag er en 43-årig kvinde afgået ved døden som følge af kvæstelser, som hun pådrog sig, da hun var en del af en trafikulykke på Fyn onsdag eftermiddag. Det skriver Fyns Politi på Twitter.
Kvinden blev påkørt af en bil klokken 13.10 onsdag, da hun var på ridetur. Påkørslen skete på Strandvejen ved Vejstrup, der ligger nordøst for Svendborg. De pårørende til den 43-årige kvinde er blevet underrettet.
Ifølge det regionale medie fyens.dk, var kvinden ude at ride med en 40-årig veninde, da ulykken skete. De to ryttere og deres heste var på vej til stranden og skridtede i rabatten.
Da en bilist, der både huskede at sætte farten ned og trække godt ud til siden, kørte udenom dem, blev den 43-årige kvindes hest angiveligt skræmt af et eller andet. Det fik den til at springe direkte ud foran bilen, der var i færd med at køre forbi dem.
"Han er opmærksom. Han sætter farten ned og trækker ud, men da han er ud for den 40-årige, som rider bagest, bliver den 43-årige kvindes hest bange for et eller andet. Og så laver den et spring lige ud foran bilisten, som ikke har en chance for at undgå at ramme hest og rytter," siger Christian Billesø, der er politikommissær ved Fyns Politi til Fyens.dk.
Efterfølgende blev den hårdt kvæstede kvinde bragt til sygehuset, hvor de forsøgte at redde hendes liv. Desværre stod hendes liv ikke til at redde.
Fyens.dk skriver også, at hesten fik så store skader i forbindelse med den alvorlige ulykke, at dens liv ikke stod til at redde. Den blev aflivet kort efter ulykken, da en tilkaldt dyrlæge vurderede, at det var den bedste løsning.
Politiet har desuden lavet en række undersøgelser på stedet, som er afsluttet.