Kunde gik amok i Irma: Slog og tog kvælertag på ansat

Nicolai Busekist

86 uger siden

|

29/04/2023
Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
En Irma-kunde gik amok, da han blev bedt om at betale for sine varer, og endte med at tage kvælertag og slå en ansat.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En kassemedarbejder i Irma i Humlebæk Centeret fik sig en grim oplevelse, da han onsdag eftermiddag ca. kl. 14.40 forsøgte at få en kunde til at betale for sine varer.

Irma-medarbejderen opdagede en mand, der var på vej ud af butikken med en kurv, der var fyldt med varer - og ingen af dem havde han betalt for. Det fik kassemedarbejderen til at forsøge at stoppe ham.

Tilsyneladende ville manden ikke finde sig i, at han skulle betale for sine varer, hvilket fik ham til at jagte medarbejderen rundt i hele butikken. Ikke nok med det, så truede han ham også på livet.

Det skriver Helsingør Dagblad.

Ifølge butikschef Thomas Christoffersen forsøgte medarbejderen at gemme sig bag en låst dør, men det viste sig, at det ikke var nok til at stoppe den aggressive kunde, da han ganske enkelt sparkede døren ind.

Her eskalerede den i forvejen voldsomme situation yderligere, da kunden, der viste sig at være en 37-årig mand, valgte at kaste rund med medarbejderen, som han også slog, sparkede og tog kvælertag på.

Hele optrinnet, der varede i næsten 10 minutter, var så voldsomt, at både personale samt en række tilstedeværende kunder fik tilbudt krisehjælp.

Helsingør Dagblad skriver, at politiet umiddelbart efter det voldsomme optrin fik anholdt den 37-årige mand.

Den medarbejder, som det hele gik udover, tog efterfølgende på skadestuen for at blive tilset. Her blev det konstateret, at vedkommende havde nogle bøjede ribben, men kunne udskrives samme dag.

Thomas Christoffersen fortæller, at medarbejderen selv har haft mulighed for at afgøre, hvornår han var klar til at vende retur til arbejde, hvilket han allerede gjorde fredag.

På grund af det voldsomme optrin, vil Irma-butikken ansætte en vagt, der kommer til at være til stede i butikken frem til den 14. maj, hvor forretningen har sidste åbningsdag.

"Vi kommer til at have en vagt stående i butikken resten af åbningstiden. Medarbejderne er selvfølgelig blevet utrygge af sådan en episode, hvor det virkelig udviklede sig groft. Det er derfor, at vi nu har vagt på - for at skabe tryghed for personalet," siger butikschefen til Helsingør Dagblad.