Det begynder lunt, men bliver efterhånden ret køligt.
De forårsagtige temperaturer, som man oplevede flere steder i weekenden, lader sig nemlig kun overføre til de første par dage af denne uge, hvor man fra onsdag skal være godt tilfreds, hvis termometeret viser ti grader.
Sådan lyder prognosen fra DMI.
- Vi havde en forholdsvis lun weekend mange steder, og søndag nåede vi op på 16,8 grader i Sønderjylland. Det lune islæt fortsætter mandag og dele af tirsdag, hvor der dog kommer et markant vejrskifte, siger vagthavende meteorolog Frank Nielsen fra DMI.
Mandag kan temperaturen muligvis snige sig op på samme varmegrader som søndag, men det afhænger af, hvor længe solen titter frem. Igen er det i det sydjyske, at det bliver varmest.
Dagen igennem er der dog risiko for byger flere steder i landet.
- Det markante vejrskifte kommer i løbet af tirsdag. Der sætter en koldfront ind vestfra, og det giver først regn og byger, og efterhånden svinger vinden over i vest, og koldere vind blæser ind over Danmark, siger Frank Nielsen.
Herfra kan det være en god idé at finde et alternativ til forårsjakken frem.
- Onsdag, torsdag og fredag skal vi være glade for ti grader, og nattemperaturen ryger igen ned på nul til fem grader, og det bliver ret ustadigt vejr, lyder det fra meteorologen.
De byger, der ventes i løbet af ugen, kan komme til at indeholde hagl ifølge DMI's prognoser.
- Vi har noget, man kalder aprilbyger. Det er, når dagen begynder klart og fornuftigt, men så varmer det op, og så er det, vi kan få dannet byger, og de kan nogle gange blive ret kraftige. Det er noget af det, der måske sker torsdag og fredag, siger Frank Nielsen.
/ritzau/