Venstres gruppeformand og næstformand, Kristian Jensen, kalder tirsdagens møde i folketingsgruppen for "alvorligt", men han ønsker ikke at referere fra mødet, hvor flere medlemmer angiveligt afviste at bakke op om Lars Løkke Rasmussen som formand.
Efter at have snakket i telefon i gruppeværelset i cirka 10 minutter forlod han som den sidste person lokalet. Kristian Jensen vil først give sin mening til kende om sagen, efter at partiets hovedbestyrelse har holdt møde tirsdag aften i Odense.
Her skal Løkkes fremtid som formand for partiet diskuteres.
- Jeg tror, det er rigtig godt, at vi har hovedbestyrelsesmøde i aften. Der kan vi få afklaret, hvad der skal til for at komme videre.
- Lars Løkke har selv klogeligt sat gang i en debat om, hvad der skal til for, at vi kan komme videre. Det drøfter vi i aften.
Spørgsmål: Er Lars Løkke den rigtige formand?
- Jeg har sagt mange gange, at den diskussion tager vi internt, og nu er der kun få timer til, at hovedbestyrelsen samles, siger han.
Flere kommuneforeninger og folketingsmedlemmer har peget på netop Kristian Jensen som ny formand, men det er ikke en diskussion, han vil ind i.
- Jeg siger, at det er ikke nu, at vi drøfter ny formand. Nu drøfter vi med hovedbestyrelsen i aften, hvad der skal ske for at få Venstre videre.
- Det er vigtigt at få drøftet i forretningsudvalget og hovedbestyrelsen, hvordan vi skaber den tillid blandt vælgerne, der gør, at vi får mandat til at lede Danmark videre, siger han.
- Jeg vil forbeholde mig retten til at fortælle min holdning på hovedbestyrelsesmødet i eftermiddag.
Politiken erfarer fra en kilde tæt på processen, at Kristian Jensen angiveligt er klar til at stille op som formand. Heller ikke den diskussion vil næstformanden ind i.
- Jeg vil forbeholde mig retten til at definere min egen holdning, og jeg vil frabede mig, at andre forsøger at definere mine holdninger. Og jeg har ingen holdning til det spørgsmål, før vi kommer til i aften.
Spørgsmål: Er du klar til at blive formand?
- Jeg vil forbeholde mig retten til at fortælle min holdning til hovedbestyrelsen, inden jeg siger den andre steder.
/ritzau/