Kriseramte Vestjysk Bank får lidt medvind

admin

|

23/05/2014

Dagens topnyheder

Vestjysk Bank er kommet igennem årets første kvartal med et resultat på 29 millioner kroner. Det er mindre end resultatet fra første kvartal i 2013, som lød på 36 millioner kroner, og den vestjyske bank har stadig problemer med solvensen.

Finanstilsynet kræver en solvens af banken på 10,9 procent, og Vestjysk Bank kan kun præstere 10,2 procent.

Solvens er et udtryk for kreditværdighed. Banken er solvent, når dens aktiver overstiger forpligtelserne.

Samtidig har banken i første kvartal også haft lavere basisindtægter sammenlignet med første kvartal sidste år. Basisindtægterne beløb sig i år til 268 millioner kroner, mens det i første kvartal 2013 var 336 millioner kroner.

Banken forventer selv et basisresultat for hele 2014 på 450-500 millioner kroner før nedskrivninger. Samtidig forudser banken et "væsentligt fald i behovet for nedskrivninger i forhold til 2013, men fortsat usikkerhed omkring niveauet", skriver den.

Et lille lyspunkt for regnskabet er da også bankens nedskrivninger, som falder med 53 millioner kroner fra 140 millioner kroner i første kvartal sidste år til 87 millioner kroner i år.

/ritzau/