Krim vil nationalisere ukrainske selskaber

admin

|

17/03/2014

Dagens topnyheder

Krims separatistiske myndigheder har mandag indledt de første nationaliseringer efter at have besluttet, at al ukrainsk statsejendom skal overføres til Krims myndigheder, skriver nyhedsbureauet AFP.

Kort efter folkeafstemningen om at Krim skulle erklære sig uafhængigt af Ukraine, har den regionale forsamling besluttet at nationalisere de lokale aktiver i det statsejede olieselskab Tjornomornanaftogas.

Beslutningen gælder også kontinentalsoklen og den eksklusive økonomiske zone i Sortehavet.

Aktiverne i yderligere to energiselskaber, Ukrtransgas og olie- og gasselskabet Feodosija, er også blevet nationaliseret.

Tjornomornanaftogas er Krims vigtigste energiselskab, når det gælder olie- og gasefterforskning samt udvinding i Sortehavet og Asovhavet, der er en bugt i den nordlige del af Sortehavet.

I 2012 udvandt selskabet mere end 1,2 milliarder kubikmeter gas.

Dagen efter, at Krim med overvældende flertal stemte for at forlade Ukraine og blive en del af Rusland, erklærer regionalforsamlingen i Simferopol, at alle ukrainsk ejede eller delejede virksomheder, forretninger og andre organisationer på Krim-halvøen tilhører Krim.

/ritzau/AFP