KPMG sluger i første omgang Ernst & Young

admin

|

20/11/2013

Dagens topnyheder

KPMG i Danmark med 1400 ansatte overtager nu de 400 ansatte i EY (tidligere Ernst & Young) i Danmark.

Ægteskabet skal godkendes af myndighederne - men det betyder, at KPMG bliver det næststørste revisionsfirma i Danmark kun overgået af Deloitte.

- Kunderne vil ikke mærke noget til at begynde med. Men i løbet af det næste års tid skifter vi navn til EY, siger Jesper Koefoed, direktør i KPMG, til Ritzau.

- Men jo større partner man har, desto større aktiviteter er der i et selskab. Og det vil gavne både kunder og de ansatte, siger direktøren.

EY, som Ernst & Young i dag hedder, flytter sine ansatte fra hovedkontoret i Søborg til KPMG's hovedsæde i Flintholm på Frederiksberg.

- Der er plads til os alle. Om der kommer fyringer - det håber jeg ikke. Men det er for tidligt at sige endnu. Umiddelbart tror jeg det ikke, siger Jesper Koefoed.

Både KPMG og EY er med i gruppen "Big Four", der desuden tæller de andre revisionsgiganter Deloitte og PricewaterhouseCoopers.

KPMG har 14 kontorer i Danmark, over 152.000 ansatte verden over og driver forretning i 156 lande. Hovedkvarteret ligger i Amstelveen i Holland.

Ernst & Young har over 175.000 ansatte fordelt over hele verden og har hovedsæde i London.

Det bliver Jesper Koefoed, der kommer til at stå i spidsen for den sammenlagte virksomhed.

- Jeg regner med, at det er en stilling, jeg skal have i halvandet års tid, inden vi skal integreres i den nordiske ledelse, som EY har. Og mon ikke, der kan blive en plads til mig der, siger direktøren.

Det forventes, at den endelige godkendelse af fusionen fra konkurrencemyndighedernes godkendelse kommer i løbet af 2014.

Før sammenlægningen er KPMG det tredjestørste revisions- og rådgivningsfirma i Danmark, og EY det femtestørste.

/ritzau/