Kort før attentat offentliggjorde 22-årig jihad-video

admin

9 år siden

|

16/02/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Kort tid før skudangrebet ved et debatmøde på Østerbro i København lagde den 22-årige mand, der er mistænkt for angrebet, en video med hyldest til jihad ud på sin profil på Facebook.

Det skriver ekstrabladet.dk mandag.

Kun 45 minutter før angrebet på Krudttønden gik i gang, gjorde han opmærksom på videoen.

Videoen findes i forvejen på You Tube og er en hymne til sværdets jihad, skriver ekstrabladet.dk.

På samme You Tube-kanal findes flere videofilm, som udtrykker sympati for Islamisk Stat.

I forbindelse med efterforskningen af sagen har Københavns Politi blandt andet ransaget en internet-café på Nørrebro, hvor den 22-årige af og til befandt sig.

Efterforskerne forsøger helt ned i detaljen at klarlægge den 22-åriges færden i tiden fra før det første angreb lørdag eftermiddag og frem til ildkampen søndag morgen med betjente fra PET's Aktionsstyrke.

I en pressemeddelelse har Københavns Politi mandag offentliggjort flere fotos fra overvågningskameraer, som viser den 22-årige rundt om i byen.

I den forbindelse håber politiet på at få oplysninger fra mennesker, der har lagt mærke til den 22-årige.

/ritzau/