Endnu en gruppe handicappede rammes af lovforslaget om et kontanthjælpsloft.
Handicappede ægtepar på kontanthjælp står nemlig til at miste knap halvdelen af deres indkomst, hvis de ikke opfylder 225-timers-reglen.
Den siger, at kontanthjælpsmodtagere skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet ved at arbejde, hvad der svarer til seks uger på et år, altså 225 timer.
Men selv om de er jobparate, er det svært for handicappede at komme ind på arbejdsmarkedet og dermed leve op til reglen om 225 timers arbejde ifølge Danske Handicaporganisationer, som repræsenterer 32 handicaporganisationer med 330.000 medlemmer.
Hvis den ene ægtefælle ikke opfylder kravet, bortfalder hjælpen ifølge lovforslaget for denne ægtefælle.
Det skønnes i lovforslaget - dog med "betydelig usikkerhed" - at omkring 670 ægtepar i gennemsnit mister 162.000 kroner på årsbasis, fordi den ene ægtefælle betragtes som reelt hjemmegående.
Tager man kontanthjælpen fra handicappede, er der ikke andre typer støtte tilbage at leve for ifølge formanden for Danske Handicaporganisationer.
- De har ingenting at leve for, og de går 44 procent ned i indtægt samlet set og bliver enormt fattige. Det er ikke andre typer støtte at leve for.
- Man kan ikke få ressourceforløb, for det giver kommunerne typisk afslag på. Man kan ikke få førtidspension, for det kan man ikke få nu om dage. Derfor er der ikke andet at leve for end kontanthjælp, og hvis man ikke kan få det, er der ingenting, siger Thorkild Olesen.
Hvis ingen af ægtefællerne opfylder betingelserne om 225 timers arbejde, udbetales der ifølge forslaget fortsat hjælp til den ægtefælle, der er tættest på arbejdsmarkedet.
Venstre gik til valg på at indføre et "moderne" kontanthjælpsloft og har fremstillet lovforslaget, som allerede er blevet ændret flere gange, fordi nogle handicappede fik skåret i deres boligstøtte.
Ifølge Venstre bør handicappede borgere, der er for handicappede til at varetage et almindeligt job, slet ikke være på kontanthjælp.
Men en ting er, hvad Folketinget siger, og noget andet er, hvad kommunerne gør ifølge Thorkild Olesen.
/ritzau/