Konservative: Sæt syriske grupper på EUs terrorliste

admin

10 år siden

|

09/03/2014

Dagens topnyheder

Det skal være strafbart at deltage i borgerkrigen i Syrien, og derfor skal to syriske organisationer på EU's terrorliste, så man kan retsforfølge de personer, der rejser fra Danmark til Syrien for at kæmpe i krigen.

Sådan lyder forslaget fra Tom Behnke, retsordfører hos De Konservative, efter at Politiken søndag skriver, at Østjyllands Politi advarer mod en moské i Aarhus, der angiveligt rekrutterer unge muslimer til at deltage i den væbnede konflikt i Syrien.

- Det er meget vigtigt, at vi får standset den strøm af unge radikaliserede muslimer, der suser af sted fra Danmark til Syrien, og synes de skal ned og lege helte. Det skal de ikke, for så længe man deltager i den krig og det oprør, bliver krigen ved, siger Tom Behnke.

Han foreslår derfor, at man sætter syriske organisationer, der laver terror eller terrorlignende aktiviteter, på EU's terrorliste. Helt præcist er der tale om grupperne The Islamic State of Iraq and the Levant (Isis) og Ahrar al-Sham.

- På den måde kan vi sigte og dømme personer for at have medvirket til terrorisme, og dermed kan vi sende det meget klare signal, at det er helt uhørt at rejse til Syrien, og det har konsekvenser, hvis man gør det, siger Tom Behnke.

De Konservative kom med en lignende opfordring tilbage i efteråret sidste år, men kunne ikke samle flertal.

Tom Behnke anbefaler derudover, at man ser på, hvordan myndighederne i Storbritannien griber problemstillingen an.

- I England indrager man passet for de unge, hvor man har en mistanke om, at de kunne finde på at tage derned, siger han.

Ifølge Østjyllands Politi er 27 personer rejst til Syrien fra Aarhus, og af dem er 22 personer ifølge Aarhus Kommunes SSP-kontor kommet i den omtalte moské på Grimhøjvej i Aarhus.

/ritzau/