Hvis Danmark fortsat skal have et luftvåben, der giver mening, er det nødvendigt at investere i nye fly, så Danmark altid har mindst 30 kampfly klar til at gå på vingerne, mener De Konservative.
- Vi skal have mindst 30 operative fly. Det vil sige, at hvis vi kun køber 30, så skal vi samtidig have en aftale om, at vi supplerer med flere nye fly, hvis nogen af dem går i stykker undervejs eller falder ned. Så skal vi supplere op, så vi altid har mindst 30 operative fly, siger forsvarsordfører Rasmus Jarlov (K) til Jyllands-Posten.
Han peger på, at Danmark for at have 30 operative F-16-fly i dag, købte mere end 60 fly i sin tid.
Med et konkret krav til antallet af nye fly åbner Folketingets mindste parti slutspurten i det rivegilde, der sammen med valget af kampfly-model vil præge den politiske debat frem til beslutningen træffes.
Efter årelang forberedelse mangler nu kun regeringens udspil til Folketingets forsvarsforligskreds, der skal enes om en endelig beslutning.
Her sidder De Konservative med sammen med Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, De Radikale, Socialdemokraterne og SF.
I det modsatte ringhjørne af De Konservative står SF og De Radikale, der begge vil købe så få fly som muligt. SF talte sidste år om at nøjes med 18, og forsvarsordfører Holger K. Nielsen står fast.
- Vi har sagt, at man kan klare sig med færre fly, og at pengene skal findes inden for forsvarsbudgettet, siger Holger K. Nielsen.
Hverken Venstre, Dansk Folkeparti eller Socialdemokraterne vil på nuværende tidspunkt sætte tal på deres krav til antallet af nye fly. De fokuserer i stedet på den samlede kapacitet ifølge Jyllands-Posten.
Samtidig med udspillet fra De Konservative vil Enhedslisten torsdag fremsætte et beslutningsforslag, som skal tvinge regeringen til at redegøre for finansieringen.
Det fremgår af en skriftlig meddelelse fra partiets forsvarsordfører, Eva Flyvholm.
- Vi er midt i en tid, hvor velfærdssamfundet er under voldsomt pres, og der bliver skåret på skoler, børnehaver og ældrepleje. Så det er da relevant for befolkningen at vide, om der skal skæres mere for at finde sådan et kæmpestort milliardbeløb til kampfly, udtaler Eva Flyvholm.
/ritzau/