Hvis du planlægger at skulle ud at flyve i sommerferien, behøver du ikke længere spekulere på, om du skal vælge en konkursforsikring til eller fra, når du køber billetten.
Et flertal i Folketinget har vedtaget, at Rejsegarantifonden fra 1. juli og fremover dækker hjemrejse for de danskere, hvis flyselskab går konkurs under rejsen.
Og det er Forbrugerrådet Tænks seniorrådgiver indenfor transportområdet, Asta Ostrowski, ret begejstret for.
- For forbrugerne betyder det, at man ikke længere behøver forholde sig til besværlige ekstraforsikringer.
- Der er i forvejen rigeligt at forholde sig til, når man skal bestille sin rejse omkring sædevalg, forplejning og bagage, og derfor er det rigtigt godt, at man ikke behøver tage stilling til endnu et element.
Den udvidede dækning finansieres ved, at alle passagerer, der afrejser fra en dansk lufthavn, betaler et gebyr på to kroner.
På sigt er det tanken, at man også er dækket, hvis selskabet går konkurs inden afrejsen fra Danmark.
Der vil dog være en vis selvrisiko, og det kræver også, at der er tilstrækkeligt med penge i fonden.
- Lige nu og her skal man være opmærksom på, at man ikke er dækket inden afrejse.
- Men forhåbentlig kommer der så mange penge på kistebunden hen over sommeren, at ordningen snart også kan omfatte konkurser inden afrejse, siger Asta Ostrowski.
Man kan dog fortsat sikre sig, at man får sine penge retur, hvis flyselskabet krakker inden afrejse, ved at anvende et internationalt betalingskort, når man betaler for sine billetter.
Så får man tilbageført sin betaling, hvis uheldet skulle være ude.
Den nye ordning gælder kun flybilletter. Pakkerejser er omfattet af Rejsegarantifonden som hidtil.
/ritzau/