Den nordjyske boligforening Vanggården var på randen af konkurs, men Aalborg Kommune har nu valgt at give foreningen et kapitaltilskud på 900.000 kroner. Det skriver DR Nordjylland.
- Det var det tætteste, man kunne komme på, at vi skulle smide nøglerne til kreditforeningen og sige, at så måtte afdelingerne gå konkurs, siger Klaus Ringgard, der er direktør i Alabu Bolig, som Vanggården hører under, til DR Nordjylland.
Han henviser til fem af Vanggårdens afdelinger, som siden 2008 har haft underskud.
Aalborg Kommune er ikke ene om at støtte økonomisk. Sammen med pengeinstitutterne og kreditforeningen giver kommunen en kapitalindsprøjtning på 2,7 millioner kroner. Heraf betaler kommunen en tredjedel.
Vanggårdens underskud bunder blandt andet i, at flere af afdelingerne har været finansieret af såkaldte swap-lån, hvor man binder sig til en fast rente over lang tid.
Under finanskrisen viste det sig at være en dårlig forretning for Vanggården, fordi renterne pludselig faldt drastisk. Mens andre sad med en rente på en halv procent, endte de fem kriseramte afdelinger i Vanggården med en rente på fem-seks procent.
- Det har betydet, at vi hver eneste år har haft et underskud i afdelingerne, fordi vi ikke var i stand til at afdrage tilstrækkeligt på de her lån, og det er uholdbart i længden, siger Klaus Ringgård til DR Nordjylland.
De fem afdelinger er alle oprettet uden kommunalt tilskud, men Aalborg Kommune godkendte valget af finansiering gennem swap-lån. Som en del af redningsplanen sættes renten på lånene ned.
Rådmand for By og Landskab i Aalborg Kommune, Hans Henrik Henriksen (S), forventer, at der kommer styr på Vanggårdens økonomi.
- I og med at kommunen, banken og kreditforeningen og i sidste ende også Landsbyggefonden går ind i det her, så ligger der jo også et implicit krav om, at der kommer styr på økonomien, og at denne her plan realiseres, siger han til DR Nordjylland.
/ritzau/