Kommentator: Løkkes resultater står ikke mål med goder

admin

10 år siden

|

16/05/2014

Dagens topnyheder

Venstres formand Lars Løkke Rasmussen fremstår som en slags solkonge, efter at det er kommet frem, at partiet har betalt for en ferierejse til hans kone og yngste søn til Mallorca efter folketingsvalget i 2011.

Det mener politisk kommentator Troels Mylenberg.

- Når Lars Løkke så åbentlyst lader andre tage sig af ting, som almindelige mennesker selv skal betale for, så fremstår han som en slags solkonge.

- Han bliver nærmest behandlet som om, at han var præsident. Det står ikke helt mål med folks oplevelse af, hvad han har leveret politisk. Der var lange perioder, hvor han var usynlig i offentligheden, siger han.

Bilag, som Ekstra Bladet er kommet i besiddelse af bekræfter, at Lars Løkkes familie har fået betalt en rejse af Venstre. Halvanden uge efter, at formanden var fratrådt som statsminister i 2011, satte han sig ind i et fly mod Mallorca til et strategi-seminar.

Hans kone og parrets yngste søn fulgte efter på flybilletter til over 11.000 kroner, som var blevet købt og betalt af Venstre.

Det fremgår også af et brev, som Claus Hjort Frederiksen har sendt til Venstres medlemmer fredag.

Her fremgår det blandt andet, at partiet har betalt for rygerværelse på de benyttede hoteller - også selvom de har været dyrere end standardværelser.

- Man skal være meget politisk døvblind, hvis man ikke kan se, at det at betale for disse ting med medlemmers kroner, udgør et potentielt problem.

- Endnu engang er han havnet i en situation, hvor der såes tvivl om hans moral. Det er han nødt til at få adresseret og forklaret, hvorfor han har behov for den helt særlige service, som ikke er forundt andre, ikke engang statsministeren, siger han.

Venstres formand har i de seneste dage været udsat for kritik fra Venstre-borgmestre, tidligere V-ministre og lokalformænd i partiet for at have brugt medlemmernes penge på at købe tøj, der skulle bruges i forbindelse med blandt andet valgkampen i 2011.

/ritzau/