Næsten 5,9 ton hash har en københavner håndteret igennem flere år, hævder politiet i et anklageskrift.
Den 43-årige mand nægter sig skyldig, og sagen mod ham og en anden skal behandles af Københavns Byret i august.
Så store mængder er sjældne i straffesager om hash.
Efterforskningen begyndte i juli sidste år, da politiet nærmest ved en tilfældighed fik mistanke til nogle containere.
En hundepatrulje var ude i anden anledning, men fra en container vakte lugten en hunds stærke interesse.
Ved ransagningen i Københavns Sydhavn blev der fundet 280 kilo hash, men siden har betjentene fundet en stribe regnskaber.
Politiet hævder, at regnskaberne afslører, at en 43-årig mand i flere år opbevarede hash, som blev fordelt videre til markedet i København.
Fra 2008 og frem til 2013 er mængden beregnet til i alt 5,9 ton hash, fremgår det af anklageskriftet, som Ritzau har modtaget mandag.
Den tiltalte mand nægter sig skyldig.
Også en 39-årig er tiltalt i sagen, men for hans vedkommende er mængden "kun" cirka 1,6 ton.
Ud over fængselsstraf kræver anklagemyndigheden konfiskation af næsten en halv million kroner, som skal være tjent på de ulovlige forretninger.
/ritzau/