København får endelig sin teaterfestival

Redaktionen

11 år siden

|

18/02/2013

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Festivalen finder sted første gang 5.-16. juni i år, og indtil videre er 25 teatre og produktionsselskaber involveret.

Herhjemme har dansk teater i årevis sukket efter en stor samlende teaterfestival. Vi har en stor spillefilmsfestival, en dokumentarfilmsfestival, en kunstfestival, en operafestival og en jazz-festival. Men ingen teaterfestival. Før nu.

En lang række danske teatre er netop gået sammen om at skabe CPH:STAGE, som bliver en stor teaterfestival med international profil, der skal sætte København og dansk teater på verdenskortet som det teaterland vi er.

Festivalen, der finder sted første gang 5.-16. juni i år, bliver en årligt tilbagevendende teaterfestival i København, der appellerer bredt til publikum og skaber interesse og dialog om dansk teater både nationalt og internationalt.

En åben festival, der samler hele teaterbranchen om at præstere det absolut bedste danske teater.

CPH:STAGE er et fælles projekt skabt og så vidt muligt finansieret af teaterbranchen selv. Festivalen er blevet til efter initiativ af Husets Teater, CaféTeatret, GROB og Teater V i regi af Byens Levende Scener og De Små Storbyteatre.

Festivalen drives som en forening med Morten Krogh som festivalleder og en bestyrelse bestående af teaterlederne fra fire scener (Christian Lollike og Laura Ramberg fra CaféTeatret, Per Scheel-Krüger og Maja Riis fra GROB, Pelle Koppel fra Teater V og Mads Wille og Simon K. Boberg fra Husets Teater.)

Bestyrelsesformand Mads Wille glæder sig til at vise det bedste fra en hel teatersæson.

- København og Danmark mangler en stor teaterfestival, der appellerer bredt til publikum og skaber interesse om dansk teater. Den festival er vi med CPH:STAGE i gang med at skabe. Festivalen er en åben festival. Den består i et samarbejde, hvor teatre, kunstnere, producenter og anmeldere udvælger og præsenterer det allerbedste fra årets sæson, siger  Mads Wille og fortsætter:

- På den måde bliver CHP:STAGE én stor fejring af teatret, det bliver en begivenhed for hele København og et vindue for alle danske teatre nationalt såvel som internationalt. For publikum bliver CPH:STAGE en slags ”best of” fra teatersæsonen, siger  Mads Wille.