Køb julebilletten hos DSB nu

Elo Christoffersen

12 år siden

|

01/11/2012

Dagens topnyheder

DSB har sat togbilletterne til juledagene i salg, og hvis du vil være sikker på at rejse på et bestemt tidspunkt eller få en siddeplads, så anbefaler DSB at du bestiller din billet allerede nu.

- Sidste år rejste alle på samme tidspunkt, nemlig den 23. december, hvor omkring 46.000 mennesker rejste over Storebælt. I år falder julen efter en weekend, så måske bliver der mindre pres på, og kunderne vil rejse over flere dage, men hvis man vil være sikker på at rejse, når man ønsker, så bestil i god tid, siger salgs- og marketingsdirektør hos DSB, Niklas Marschall.

Alle kommer med

Niklas Marschall lover, at alle rejsende kommer med, men han kan ikke garantere siddeplads til alle, selvom DSB bruger og omfordeler alt disponibelt materiel, så der hver dag i juledagene er hele 46.000 siddepladser i tog over Storebælt. På en normal hverdag udbyder DSB omkring 36.000 siddepladser over Storebælt.

- Hvis der bliver reserveret siddepladser til julen allerede nu, så kan vi også se, hvor vi skal sætte ekstra tog ind og mere materiel, så vi får længere tog. På den måde kan vi indrette os efter efterspørgslen og udnytte togene bedst, slutter Niklas Marschall, der lover at alle kommer hjem til jul uanset vejret.