Klubikon stopper og fortsætter i Inter

admin

|

29/04/2014

Dagens topnyheder

Javier Zanetti bliver sandsynligvis en del af trænerteamet i den italienske storklub Inter.

Den 40-årige argentinske forsvarsspiller, der er synonym med Inter efter små 20 år i klubben, har oplyst, at han indstiller fodboldkarrieren til sommer. Men han kommer givetvis ikke til at gå arbejdsløs særligt længe.

Inters indonesiske præsident Erick Thohir oplyser, at man ønsker at beholde Zanetti i klubben.

- Vi har mødtes de seneste to måneder for at høre hans synspunkt, men beslutningen er allerede blevet truffet.

- Han bliver en del af trænerteamet.

- Samtidig er vi blevet enige om, at klubben skal ud at spille i Europa, siger Thohir til Inters hjemmeside.

Javier Zanetti blev i weekenden skiftet ind til sin 856. optræden for Inter, da klubben spillede 0-0 mod Napoli.

Resultatet betød, at Inter fastholdt sin placering som nummer fem i Serie A, hvilket giver adgang til Europa League til efteråret.

Zanetti indledte karrieren i Inter tilbage i 1995 og blev anfører fire år senere. Han er den fodboldspiller, der har spillet næstflest kampe i Serie A i historien efter AC Milans pensionerede forsvarskaptajn Paolo Maldini.

Maldini er noteret for 647 Serie A-kampe, mens Zanetti foreløbig har 616 på CV'et.

/ritzau/