Klopp må til lommerne efter ny bortvisning

admin

10 år siden

|

17/03/2014

Dagens topnyheder

Det kommer til at koste Borussia Dortmunds temperamentsfulde træner, Jürgen Klopp, en betragtelig bøde, at han lørdag blev smidt op på tribunen, da topholdet tabte med 1-2 til Borussia Mönchengladbach i Bundesligaen.

10.000 euro (74.000 danske kroner) står der på regningen fra det tyske fodboldforbund (DFB) som straf for Klopps ottende bortvisning i karrieren. Til gengæld slipper han denne gang for karantæne.

Jürgen Klopp blev sendt ud blandt tilskuerne for at gå verbalt amok på dommer Deniz Aytekin og fjerdedommeren, da Aytekin undlod at fløjte for straffespark på et tidspunkt, hvor Dortmund var nede med 0-2.

Klopp selv mener, at han er uskyldig i dette tilfælde.

- Jeg er ofte - ganske korrekt - blevet straffet, men denne gang var det uden grund, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

Den opfattelse deler han ikke med dommer Deniz Aytekin, der i sin kamprapport noterede, at Klopp gentagne gange under kampen opførte sig aggressivt.

Tre bortvisninger i Bundesligaen, tre i 2. Bundesliga, en i den tyske pokalturnering og en i Champions League står der nu på listen over Klopps forseelser.

/ritzau/