Den kinesiske elektronikproducent Huawei forsøger nu at mave sig ind blandt de helt store producenter af mobiltelefoner. Det sker med en ny smartphone, der, når det handler om specifikationer, overgår de fleste andre på markedet.
Hverken giganter som Apple eller Samsung kan hamle op med den kinesiske producent, når det kommer til tekniske specifikationer.
Det står klart, efter at mobilen, der har fået navnet Huawei P8, er blevet lanceret på en pressekonference i London. Blandt andet kameraet og telefonens processor bliver fremhævet som nogle af kvaliteterne ved Huaweis nye flagskibsmodel.
Ifølge Thor Gøtz, der er direktør for Huawei Danmark Consumer BG, har producenten især lyttet til kundernes behov i udviklingen af den nye mobil.
- Vi har identificeret de faktorer, forbrugere verden over oplever som mest irriterende ved deres smartphones. Denne viden har vi brugt til at skabe en smartphone, som gør op med alle de faktorer, siger han i en pressemeddelelse.
Med den nye telefon lægger Huawei pres på resten af mobilmarkedet, der tidligere ikke for alvor har mødt konkurrence fra det kinesiske marked. I fremtiden kan det dog tyde på, at kinesisk elektronik i højere grad skal tages alvorligt.
Således ligger Huawei på en global fjerdeplads over flest solgte smartphones i verden, og endnu bedre står det til for den kinesiske mobilproducent Xiaomi, der ligger nummer tre i verden. Xiaomis mobiler er især populære i Kina og kan ikke købes i Danmark.
/ritzau/