Kinas Xi Jinping står for militære reformer

admin

|

15/03/2014

Dagens topnyheder

Kinas præsident, Xi Jinping, har påtaget sig en ny rolle, hvor han selv følger og overvåger en gruppe, som har ansvaret for at gennemføre og fortsætte vidtstrakte militære reformer.

Xi, der reelt allerede er leder af militæret som formand for den magtfulde Centrale Militær Kommission, har ud over militæret også konsolideret sin magt på en række andre områder, efter at han kom til magten.

Ifølge nyhedsbureauet Xinhua har Xi ledet det første møde i den nye ledergruppe for det nationale militær. Det er første gang, at de statslige medier har nævnt Kommissionen.

- Under det militære møde understregede Xi, at landets reformer skal ske under principper om, at målet er at få opbygget en stærk hær, som kan vinde slag og har en sund arbejdsstil.

Men Xis tale, der var fyldt med mange almindelige kommunistiske vendinger, indeholdt ingen detaljer om moderniseringen af Kinas militær.

Kina bebudede i denne måned den største stigning i de militære udgifter i tre år. Det er en stigning på 12,2 procent. De øgede udgifter skal blandt andet dække omkostningerne til højteknologiske våben - fra stealth-kampfly til systemer, som kan nedskyde satellitter.

Kina har allerede verdens største hær.

- Det nationale forsvarsbudget er på 808,23 milliarder yuan (717 milliarder kroner) - en stigning på 12,2 procent, hedder det i budgetrapporten, som blev fremlagt for de delegerede, da årsmødet for Den Nationale Folkekongres blev indledt tidligere i denne måned.

/ritzau/Reuters