Kina og USA løfter sløret for yderligere detaljer i en omfattende klimaplan i forbindelse med den kinesiske præsident Xi Jinpings besøg hos Barack Obama i Washington fredag.
Som led i udspillet vil Kina matche USA's løfte om at give tre milliarder dollar til at hjælpe verdens fattige lande med at bekæmpe klimaforandringer.
De to præsidenter fremlægger på et møde nye konkrete tiltag, der skal sikre, at landene når de løfter, de afgav sidste år om at reducere deres udledning af drivhusgasser.
Kina bekræfter, at landet i 2017 vil iværksætte et handelssystem for klimakvoter for kinesiske virksomheder.
Det fælles udspil var højdepunktet i Xi Jinpings besøg i USA, hvor de to præsidenter også har drøftet aktuel diplomatisk ballade om blandt andet cyberspionage.
/ritzau/Reuters