Kijev: Militæroperation i Donetsk-området er begyndt

admin

|

15/04/2014

Dagens topnyheder

Ukraines fungerende præsident, Oleksandr Turtjynov, siger ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax, at militæret har indledt den operation mod prorussiske aktivister, som han havde bebudet for at fordrive dem fra besatte offentlige bygninger.

Operationen er påbegyndt i Donetsk-regionen, lyder det.

- Anti-terror-operationen begyndte mandag nat. Målet med dette tiltag er at beskytte borgerne i Ukraine, siger Oleksandr Turtjynov ifølge den russiske tv-kanal Russia Today.

Ifølge præsidenten har operationen også til formål at forhindre "forsøg på at splitte Ukraine fra hinanden".

Turtjynov sagde søndag, at aktivisterne ville blive mødt af en "fuldskala antiterror-operation", hvis de ikke rømmede besatte bygninger og afleverede deres våben i østukrainske byer som Lugansk og Donetsk inden mandag klokken otte dansk tid.

Men de prorussiske demonstranter, som, mange mener, er støttet af russere, har ikke efterlevet kravet.

Tirsdag morgen er der meldinger om skudvekslinger mellem prorussiske demonstranter og regeringsstyrker i byen Slavjansk. Øjenvidner, heriblandt en journalist fra den norske avis VG, siger imidlertid, at der roligt i byen.

Men oplysningerne om mulige skud får ifølge nyhedsbureauet Interfax Moskva til at reagere kraftigt.

- Det er uacceptabelt at bruge magt for at løse den nuværende situation i det sydøstlige Ukraine, siger den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov.

Ukraines fungerende præsident advarer modsat om, at det er Rusland, der har "brutale planer".

- Rusland har haft og har fortsat brutale planer. De vil ikke bare sætte Donetsk-regionen i flammer, men hele syd og øst. Fra Kharkiv til Odessa, siger Oleksandr Turtjynov ifølge nyhedsbureauet AFP til det ukrainske parlament.

Den militære operation har ved middagstid tirsdag haft en effekt i byen Kramatorsk, hvor prorussiske demonstranter frivilligt har forladt politihovedkvarteret.

Men i byer som Donetsk og Lugansk har aktivisterne stadig kontrol over flere offentlige bygninger, og i Slavjansk er der rapporter om, at de militante aktivister er ved at udbygge deres barrikader på indfaldsvejene til byen.

/ritzau/