KIF-profiler: Det er fortjent vi ryger ud

admin

|

30/03/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

KIF Kolding København var aldrig i nærheden af at spille sig videre til kvartfinalen i Champions League. HC Metalurg vandt returkampen i Kolding 30-26 og sejrede sammenlagt med 10 scoringer.

KIF Kolding Københavns Torsten Laen erkendte efterfølgende, at det makedonske hold var bedst.

- Det er fortjent, at vi ryger ud, da vi ikke har vundet nogle af de to kampe. Metalurg går fortjent videre. Vi solgte os selv dyrt dernede, tabte med seks og havde troen på, at det kunne lade sig gøre hjemme. Men vi fik aldrig det hul og fik aldrig lagt pres på dem.

Det kom bag på Laen, at der var 10 måls forskel på de to hold.

- Vi vidste, at det ville blive en svær kamp, men havde forventet at vinde på hjemmebane. Nu er der forhåbentlig syv finaler i DM, og det skal vi koncentrere os om nu. Alle er færdige i Europa, så alle kan koncentrere sig om DM, siger Torsten Laen.

KIF's målmand Kasper Hvidt mente ikke, at man skulle lægge så meget i de overlegne cifre.

- Man skal ikke lægge så meget i 10 mål. Man kunne have stoppet kampen efter 35 minutter. De spillede meget langsomt, og vi var desillusionerede og irriterede over, at de fik lov til at bruge så lang tid på at nærme sig målet, siger Kasper Hvidt.

Han lå på en lav redningsprocent over for de stærke Metalurg-skytter.

- Vi prøvede at dække Vugrinec op. Han har været fantastisk god i de kampe her, men så kom de med nogle andre opstillinger, og de satte bare andre i spil. Vi forsøgte at gøre noget, men det lykkedes bare ikke, da de havde svar på vores nye tiltag.

I nederlagets stund fokuserede Hvidt på den samlede Champions League-præstation.

- Vi mødte et godt holdt, og så vi må bare sige tillykke til Metalurg. Men vi kan se tilbage på et flot Champions League, selvom det sluttede skuffende. Der er meget at bygge videre på til de kommende år, siger Hvidt.

/ritzau/