KIF nedlægger BSV i slutspilspremieren

admin

10 år siden

|

12/03/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

KIF Kolding København åbnede onsdag medaljeslutspillet med en sejr på 27-23 ude over Bjerringbro-Silkeborg.

Favoritterne fra KIF viste sig endnu en gang stærkere end BSV i en gentagelse af weekendens pokalfinale.

Bo Spellerberg og holdkammeraterne havde dog svært ved at få rystet hjemmeholdet helt af, men midtvejs i anden halvleg blev der slået et hul.

Især gæsternes Lukas Karlsson scorede nogle afgørende mål i en periode, hvor BSV måtte kæmpe hårdt for at få bolden forbi Kasper Hvidt i KIF-målet.

KIF-stjernerne har med sejren sat kursen mod DM-semifinalerne. Holdet havde i forvejen taget to point med over i medaljeslutspilsgruppe A og er nu oppe på fire point.

BSV kan få svært ved at nå noget som helst med nul point.

De to øvrige hold i gruppe A, Aalborg og Sønderjyske, mødes i weekenden. Aalborg har taget et enkelt point med over fra grundspillet.

I gruppe B skal Skjern, Team Tvis Holstebro, GOG og Århus Håndbold kæmpe om to pladser i semifinalerne.

/ritzau/