KIF Kolding Københavns spillere vil give alt, hvad de har fredag aften, når de møder Aalborg Håndbold i det første af to DM-finaleopgør.
I sidste sæson mødtes de samme to hold hinanden i finalen, hvor KIF'erne skuffende måtte nøjes med sølv.
Det skal ikke gentage sig i år, slår KIF Koldings forsvarsspiller Lars Jørgensen fast.
- Det er klart, man kommer naturligvis til at tænke tilbage på DM-finalen i sidste sæson. Men det gør kun, at vi får ekstra blod på tanden, for vi vil selvfølgelig gerne have revanche, siger Lars Jørgensen i en pressemeddelelse.
KIF-profilen understreger desuden, at alle mand er 100 procent fokuserede.
- Som sportsudøver vil man naturligvis være den bedste.
- Det vil vi også. Derfor skal vi vinde i morgen og næste fredag på hjemmebane, siger Lars Jørgensen.
- Vi glæder os alle sammen vanvittigt meget til at spille, for det er alt andet end lige sjovere at spille finaler, siger han.
De to hold har mødt hinanden fire gange i løbet af sæsonen og har hver to sejre i rygsækken inden fredagen første finale.
Lars Jørgensen forudser endnu et par tætte opgør.
- Som altid, når de bedste hold møder hinanden, er det marginalerne, der afgør kampene. Vi kender hinanden ekstremt godt, og vi har forberedt os på, hvilke muligheder vi har for at overraske, lyder det.
Første DM-finale fløjtes i gang i Gigantium i Aalborg fredag klokken 21.15. Der er returkamp i Kolding en uge senere.
/ritzau/