Den danske Formel 1-kører Kevin Magnussen har det fint med placeringerne som nummer syv og ni ved fredagens to træninger forud for søndagens grandprix i Bahrain.
- Vi kom fint igennem vores planlagte program, og vores biler virkede til at fungere okay på banen.
- Det føles faktisk som en ret god racerbil, men det er selvfølgelig stadig for tidligt at sige for meget, siger Kevin Magnussen i en pressemeddelelse.
Mercedes-kørerne Lewis Hamilton og Nico Rosberg endte som etter og toer, mens Magnussens McLaren-holdkammerat Jenson Button blev sekser i den afsluttende træning.
- Vi er et godt stykke efter de hurtigste biler, men jeg tror, vi har en bedre chance for at komme igen med udsigt til køligere luft og banetemperaturer, vurderer Magnussen.
- Og bortset fra de hurtigste biler, så ser feltet ud til at være ret tætpakket, påpeger han.
Magnussen har scoret point i begge sine grandprixer indtil nu, og det satser han på at gøre igen, men det kræver en god præstation i lørdagens kvalifikation.
- Hvis det forbliver sådan, så har vi forhåbentlig en mulighed for at kvalificere os pænt i feltet, så vi kan score nogle point på søndag. Men det er endnu tidligt i forløbet, så lad os vente og se, lyder det fra Magnussen.
/ritzau/