Den danske racerkører Kevin Magnussen skal på jagt efter en ny arbejdsgiver.
På sin Twitter-profil indikerer Magnussen kraftigt, at han er færdig på Formel 1-holdet McLaren, og han takker alle holdets ansatte.
- Jeg vil gerne sige tak til alle mine venner på McLarens Formel 1-hold. Der er mange gode mennesker der. #HeldOgLykkeDrenge, skriver danskeren i et tweet.
- Det er en skam, det ikke gik #MenJegVilAldrigOpgiveDrømmen. #EtMål #SeDetHerVerden.
De to tweets er oversat fra engelsk til dansk.
Torsdag erfarede det velorienterede motorsportsmedie autosport.com, at danskeren var fortid på McLaren, som i stedet vil satse på GP2-mesteren Stoffel Vandoorne som reservekører.
/ritzau/