Den danske boksestjerne Mikkel Kessler har aldrig lagt skjul på, at han gerne ville have børn.
Samtidig har han ikke kunnet få den hårdtslående sport til at gå hånd i hånd med livet som familiefar
Derfor måtte han ofre sporten, da modelkæresten Lea Hvidt blev gravid, siger han til magasinet Vores Børn.
- Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville have børn. Men imens jeg boksede, tvivlede jeg nogle gange på, om jeg ville få dem. Jeg har altid sagt til mig selv, at jeg ikke ville have børn, imens jeg havde en karriere, for så ville jeg tænke for meget over den risiko, der er forbundet med sporten, fortæller den 36-årige boksehelt med kælenavnet "The Viking Warrior".
Boksehelten, som tidligere har sagt til BT, at man skal være klar til at dø som bokser, var ikke alene med sin bekymring.
I 2013 kom parrets første barn Romeo til verden, og kæresten Lea Hvidt fortæller, at de begge var lettede over udsigten til en boksekarriere på vågeblus.
Den 26-årige blogger og tidligere model håber bestemt heller ikke, at bokseglæden ligger i generne, siger hun til magasinet.
- Havde jeg kunnet vælge, dengang jeg mødte Mikkel, havde jeg ikke ønsket, at han boksede, men sådan var det. Og det har jeg måttet leve med. Men jeg vil gøre alt, der står i min magt, for at Romeo ikke får den interesse, siger Lea Hvidt om sønnen, som fyldte 2 år i december og i oktober i år blev storebror til en lille pige.
Trods bekymringen for en kommende bokser i familien har parret valgt at hænge en boksebold op i hjemmet, som sønnen Romeo allerede benytter sig af.
Det er dog ikke uden bagtanker.
- Mikkel har fortalt mig, at når man viser børn ting i en tidlig alder, så når de at blive trætte af det, fortæller Lea Hvidt til Vores Børn.
Til foråret skifter boksestjernen for alvor arena, når han tager på turné rundt i landet med sit foredrag "Under bæltestedet".
Se hele familien på fire her: https://www.instagram.com/p/8p4tXRSxAC/?taken-by=mikkel_kessler
/ritzau/FOKUS