Kendte danskere: Det betød Dirch Passer

admin

463 uger siden

|

29/12/2015

Dagens topnyheder

Han er blevet kaldt én af landets sjoveste mænd nogensinde, og efter sin død lever han videre i mange danskeres bevidsthed.

I det nye år får teaterforestillingen om Dirch Passer premiere, og på rollelisten er blandt andet Andreas Bo, Carsten Bang og Troels Lyby, der alle har en plads i hjertet for den folkekære komiker, der døde i 1980.

- Dirch var jo en personlighed, jeg voksede op med. Det var KOMIKEREN, så det er fantastisk at få lov til at være med i forestillingen. Han har ikke været et decideret forbillede, men jeg kan tydeligt huske hans gode timing. Det viste mig, at timing er alt, siger Carsten Bang, der skal spille teaterdirektøren Stig Lommer.

Komikeren Andreas Bo, der er særligt kendt for sine parodier på kendte mennesker, har hovedrollen som Dirch Passer, og for ham er Dirch Passer en mand, der ikke lige sådan går i glemmebogen.

- Det var der, jeg begyndte at fornemme, at der var andre mennesker end ens skolelærer, der var kendte. Da han døde, fandt jeg ud af, at han var den her kæmpestore stjerne. Jeg har et forhold til hans komik, fordi jeg selv er komiker og bliver inspireret af det, han har lavet, siger Andreas Bo.

Særligt myten om den sjove mand, der også oplevede bagsiden af berømmelsen, lever videre hos hovedrolleindehaveren.

- Jeg har jo haft Dirch Passers garderobe i cirkusrevyen, så der er jo masser af historie. Der er masser af fede historier, som jeg kan glæde mig at skulle formidle videre, siger Andreas Bo.

Skuespilleren Troels Lyby skal spille Dirch Passers makker, Kjeld Petersen, og han kan særligt huske, at komikeren gjorde ham bevidst om, at der var noget, der hed "showbiz".

- Jeg har ikke været ret gammel, da jeg så ham optræde, så det er nærmest helt inde i DNA'en - den her sceneforståelse. Kjeld og Dirch og hele den generation skabte en identitet, og det sætter stadig præg på der, hvor vi er nu. Da jeg blev ældre, fik jeg andre helte, men som barn labbede jeg det i mig, siger han.

Teaterforestillingen "Dirch" har premiere i Glassalen i Tivoli den 18. august næste år. Herefter kan forestillingen opleves i Holstebro, Odense, Esbjerg, Aalborg og Aarhus.

/ritzau/FOKUS