Kasper Schmeichel kan for alvor træde ud af sin fars skygge, hvis det lykkes Leicester at vinde det engelske mesterskab.
Sådan lanceres en flig af historien om Leicesters afslutning på en utrolig sæson i de britiske medier i disse dage.
- Sagen er, at jeg er 29 år. Jeg er gift, og jeg har to børn, men folk ser mig stadig som nogens søn, siger Kasper Schmeichel ifølge Reuters til avisen Mail om Sunday.
Kasper Schmeichel er i store dele af sin egen fodboldkarriere blevet konfronteret med sin fars glorværdige karriere i Manchester United, men Kasper Schmeichel må alligevel stadig forholde sig til, at han er Peter Schmeichels søn.
- Folk er overraskede, når jeg fortæller, at jeg er 29 år.
- De er sådan lidt "virkelig". En eller anden dag - måske når jeg er 40 år og forhåbentlig stadig spiller, så vil jeg måske blive betragtet som en moden nok person, siger Kasper Schmeichel.
Peter Schmeichel vandt i sin karriere fem mesterskaber med Manchester United fra 1993 til 1999, og derudover vandt Peter Schmeichel blandt andet FA Cuppen tre gange, Liga Cuppen en enkelt gang samt Champions League-trofæet i 1999.
Skæbnens ironi er så, at Kasper Schmeichel kan vinde titlen på søndag på netop Old Trafford, som var scenen, hvor faderen Peter foldede sig ud for år tilbage.
Leicester topper Premier League med 76 point - syv mere end Tottenham på andenpladsen, inden de tre sidste runder spilles, og derfor kan Leicester sikre sig mesterskabet med en sejr ude over Manchester United.
Da vil det være umuligt for Tottenham at hente forspringet, uanset om Christian Eriksen og co. selv vinder over Chelsea mandag.
Kasper Schmeichel har spillet samtlige minutter i denne sæson i ligaen, og ifølge danskeren er kontinuitet generelt en af årsagerne til Leicesters fantastiske sæson.
- Det er en masse spillere, som er bragt sammen på det rigtige tidspunkt. Det handler ikke kun om det fodboldmæssige, men også om det personlige.
Vi er en gruppe, der har den samme alder, og flere af os har spillet sammen her i tre-fire år, siger Kasper Schmeichel.
/ritzau/