Kasper Hjulmand får tre år i Mainz

admin

10 år siden

|

15/05/2014

Dagens topnyheder

Den danske fodboldtræner Kasper Hjulmand skal fra næste sæson træne bundesligaklubben Mainz 05, meddeler klubben. Kontrakten løber i tre år.

- Kasper Hjulmand passer lige til den profil, som vi har søgt hos en ny træner, siger Mainz-manager Christian Heidel til klubbens hjemmeside.

- Han har store kompetencer fagligt, han er en lige så reflekteret som grundig træner, og han er forkæmper for en offensiv fodboldstil. Derudover har han i sit hjemland et fremragende ry som en mand, der udvikler og uddanner unge spillere.

- Vi er meget glade for, at det er lykkedes at gøre ham begejstret for os. Vi er sikre på, at han kan fortsætte det succesrige arbejde, som Thomas Tuchel udførte, siger Christian Heidel.

Klubbens nu forhenværende træner Thomas Tuchel førte i den forløbne sæson Mainz til en syvendeplads i Bundesligaen, hvilket betyder, at klubben skal spille Europa League-kvalifikation i næste sæson.

For nylig erklærede træneren imidlertid, at han ville videre, og kort efter afslutningen på Bundesligaen meddelte Mainz, at samarbejdet var bragt til ophør før tid.

Kasper Hjulmand har de seneste tre sæsoner stået i spidsen for FC Nordsjælland.

I sin første sæson førte han klubben til et meget overraskende dansk mesterskab og Champions League-deltagelse, og sidste år hentede han sølv med klubben.

I denne sæson ligger FC Nordsjælland på sjettepladsen i Superligaen før sidste spillerunde.

42-årige Kasper Hjulmand blev for alvor kendt i offentligheden, da han i 2007 førte Lyngby til oprykning til Superligaen.

Da klubben rykkede ud året efter, blev han hentet til FC Nordsjælland som assistent for Morten Wieghorst, og tre år senere blev Hjulmand selv cheftræner i klubben.

/ritzau/