Karsten Ohrt bliver ny formand for Ny Carlsbergfondet

admin

|

31/10/2013

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Karsten Ohrt, der er direktør for Statens Museum for Kunst, afløser Hans Edvard Nørregård-Nielsen som formand for Ny Carlsbergfondets bestyrelse, oplyser Carlsbergfondet i en pressemeddelelse.

Karsten Ohrt har de seneste seks år været direktør for Statens Museum for Kunst, en post han nu forlader. Tidligere var han direktør for Kunsthallen Brandts (1988-2007), museumsinspektør på Nordjyllands Kunstmuseum i Aalborg (1979-1988) og er uddannet mag.art. i kunsthistorie.

Karsten Ohrt har i 14 år været almindeligt bestyrelsesmedlem i Ny Carlsbergfondet (1993-2007), hvilket har givet ham god indsigt i fondets virke.

Han har derudover siddet i talrige udvalg, råd, bestyrelser og kommissioner og derigennem opnået stor erfaring i snart sagt alle dele af den verden, som en formand for Ny Carlsbergfondet skal bevæge sig i.

- Jeg er overbevist om, at Karsten Ohrt dels vil forstå at forvalte den historiske arv, dels vil forny Ny Carlsbergfondets rolle i et samfund under konstant forandring, siger bestyrelsesformanden, Flemming Besenbacher.

Posten som formand er blevet kaldt den måske mest indflydelsesrige post i dansk kulturliv.

Karsten Ohrt forlader Statens Museum for Kunst med vemod.

- Men vejet på vægten i forhold til at blive formand for Ny Carlsbergfondet, så kan jeg se meget spændende perspektiver heri, siger Karsten Ohrt i en kommentar til sin udnævnelse.

- Formandsposten i Ny Carlsbergfondet rummer en helt unik mulighed for at forandre og forbedre kunstens rammevilkår i Danmark de næste mange år. Den udfordring glæder jeg mig meget til.

Kunsthistorikeren Hans Edvard Nørregård-Nielsen har været formand for Ny Carlsbergfondet i 25 år.

/ritzau/