Fødevarestyrelsens advarsel gælder produkter med indhold af den farlige plante Cimicifuga racemosa, der også kaldet sort slangerod, sølvlysrod og black cohosh.
Produkterne anprises som et supplement til kvinder i overgangsalderen mod hedeture og humørsvingninger, men indtagelse af Cimicifuga racemosa kan forårsage leverskader.
Fødevarestyrelsen advarer særligt mod følgende produkter:
Femivital
Black Cohosh/Sort Cohosh
Black Cohosh Cimicifuga
Menozac
Produkterne bliver solgt fra en række udenlandske hjemmesider, som er rettede mod danske forbrugere. Hjemmesiderne er ofte på dansk og tilbyder dansk telefonsupport på danske telefonnumre.
En af hjemmesiderne, www.doctorsnatural.dk, reklamerer bl.a. med at være ejet af en dansk læge, lyder det fra Fødevarestyrelsen.
Fødevarestyrelsen har tidligere advaret forbrugerne mod produkter med indhold af planten Cimicifuga racemosa.
Styrelsen opfordrer alle, der har købt produkterne, til at kassere dem, og de danske myndigheder har orienteret de relevante udenlandske myndigheder om hjemmesiderne.
Gode råd til forbrugerne
Udenlandske hjemmesider er ikke underlagt de danske myndigheders kontrol. Derfor skal du
- Være forsigtig ved køb af kosttilskud på internettet, især fra udenlandske hjemmesider.
- Søge grundige oplysninger om kosttilskud, hvis de forhandles over internettet, men ikke sælges i almindelige butikker.
- Være forsigtig, hvis produktindholdet ikke er angivet præcist.
Hvis du vil sikre dig, at et kosttilskud er registreret til markedsføring i Danmark og dermed omfattet af fødevaremyndighedernes kontrol, kan du finde oplysninger på Fødevarestyrelsens hjemmeside, Altomkost.dk.
Har du købt disse piller? Så fortæl om din erfaring her i vores kommentarfelt, så andre kan få glæde af dem: