Luxembourgeren Jean-Claude Juncker optræder mandag morgen træt, men kampberedt på et pressemøde i Bruxelles, hvor han gentager sin faste overbevisning om, at han efter det borgerlige EPP's valgsejr i Europaparlamentet skal være ny formand for EU-Kommissionen.
- Resultaterne viser tydeligt, at EPP har vundet.
- På den baggrund må jeg gentage: Jeg mener, at vi nu har et udgangspunkt for at overbevise formandskonferencen og Det Europæiske Råd om at give mig mandat til at danne den næste kommission, siger Juncker.
Dermed henviser han til de øverste organer i Europaparlamentet og blandt medlemslandene, som begge holder møder tirsdag i Bruxelles.
EU-veteranen lægger op til politiske forhandlinger om Europas fremtid med socialisterne, fordi det er det eneste parti, EPP kan danne flertal med. Og han gentager tidligere udsagn om, at han ikke ønsker at blive valgt med stemmer fra det ekstreme højre.
Som kommentar til den socialistiske kandidat Martin Schulz' udtalelser om, at han er i en bedre position til at skabe et flertal i parlamentet, siger Juncker:
- Jeg har et godt forhold til Martin Schulz. Men jeg vil ikke råde ham til at slå ind på en vej, der ikke fører nogen steder hen.
Et spørgsmål om den britiske konservative leder, premierminister David Camerons formodede modstand mod Junckers kandidatur besvarer den tidligere premierminister og eurogruppe-formand med sin kendte skarpe tunge:
- Jeg er ligeglad.
- Det står klart, at Det Europæiske Råd (EU-landenes stats- og regeringschefer, red.) skal tage hensyn til valget. De skal træffe deres beslutning, og de kan stemme med kvalificeret flertal.
- Det er op til dem at træffe en beslutning. Men jeg er ikke nede på knæ. Jeg vandt valget, siger den 59-årige Juncker.
Juncker benytter dog også lejligheden til at erklære sig som en stor tilhænger af Storbritannien som fortsat EU-medlem.
- Jeg ønsker ikke at se dem forlade EU. Jeg kan godt lide den britiske nede-på-jorden fornuft-måde at lave politik på. Jeg ser helst, at briterne bliver, hvor de er, siger Juncker, som trods sin status som konservativ spidskandidat ikke selv stod på stemmesedlen ved valget.
De såkaldte spidskandidater er udpeget af de europæiske partier, men det er langt fra alle EU-lande, der er med på idéen om, at det er en af de forhåndsudpegede kandidater, der skal afløse José Manuel Barroso som kommissionsformand.
/ritzau/