Kahlenberg: Vi har håb om tredjepladsen

admin

10 år siden

|

05/05/2014

Dagens topnyheder

Brøndby kunne have sat sig solidt på tredjepladsen i Superligaen med en sejr over FC København i Parken søndag aften.

Det var også tæt på at ske, men et mål fra Thomas Delaney i overtiden betød et 1-1-resultat, og så er Brøndby stadig lige i hælene på FCK, der indtager bronzepladsen på grund af en bedre målscore.

Brøndbys Thomas Kahlenberg ser spændt frem til de resterende tre kampe i sæsonen.

- Havde vi vundet over FCK, så havde jeg sagt, at vi gik efter bronzemedaljen. Nu ligger vi stadig på fjerdepladsen, og så er målet som udgangspunkt at bevare den.

- Vi har FC Nordsjælland og Esbjerg lige bag os, så dem holder vi også øje med. Vi har stadig håb om tredjepladsen, men som udgangspunkt er målsætningen og planen som minimum at bevare fjerdepladsen, siger Kahlenberg.

- Det skulle vi gerne kunne. Vi skal selv møde FC Nordsjælland, og vi møder også FC Midtjylland og Randers i de sidste kampe. Så der er vigtige kampe og point at spille om.

- Alt kan ske, og der er muligheder. Vi har en svær kamp allerede på torsdag mod FC Midtjylland, og den skal selvfølgelig vindes for at holde fast i vores målsætning, siger han.

Kahlenberg var arkitekten bag Brøndbys 1-0-mål mod FCK 20 minutter før tid, men det var ikke nok til at blive afgørende.

- Desværre for os fik vi en kold spand vand i hovedet til sidst. Jeg synes, at vi leverede en defensivt rigtig god præstation. Vi stod godt på banen og tillod meget lidt til modstanderen.

- Men det var også skuffende, at vi ikke formåede at skabe mere selv. Det var primært fordi, at vi på den sidste tredjedel af FCK's banehalvdel lavede for mange tekniske fejl og tog for mange dårlige beslutninger.

- Følelsen var som et nederlag. Når vi scorede så sent i kampen, og vi var så tæt på sejren, så er det ekstremt skuffende ikke at vinde. Det er en skidt følelse, konstaterer Kahlenberg.

/ritzau/