Jyske Bank og BRF Kredit fusionerer, oplyser de to selskaber. Dermed indgås der finansielt ægteskab mellem Danmarks tredjestørste bank og det fjerdestørste realkreditinstitut.
Det sker ved, at Jyske Bank overtager samtlige aktier i BRF Holdning mod udstedelse af nominelt 237.600.000 kroner nye aktier Jyske Bank svarende til 25 procent af selskabskapitalen efter sammenlægningens gennemførelse.
Dermed bliver BRF Holding den største aktionær i Jyske Bank. Derudover betaler Jyske Bank kontant 100 millioner kroner til BRF Holding.
Baseret på Jyske Bank aktiens lukkekurs den 24. februar 2014 på 307 kroner værdiansættes aktierne i BRF Kredit til cirka 7,4 milliarder kroner. Jyske Bank bliver moderselskab i koncernen. Parterne kalder fusionen for et godt match.
- Sammenlægningen af BRF Kredit og Jyske Bank er en offensiv sammenlægning af to stærke og velkonsoliderede finansielle koncerner.
- Strategisk og forretningsmæssigt supplerer de hinanden godt og skaber en fuldt integreret bank- og realkreditkoncern i Danmark, hedder det i meddelelsen til fondsbørsen.
Sammenlægningen af de to virksomheders forretningsmodeller skaber en totalleverandør af finansielle produkter til alle kundegrupper.
Koncernen får en samlet kundebase på cirka 900.000 kunder, 149 afdelinger, cirka 4.600 medarbejdere samt en balance på ca. 480 milliarder kroner, heraf udlån på omkring 335 milliarder kroner og en egenkapital på 27,8 milliarder kroner.
Koncernens mål er en forrentning af egenkapitalen før skat på 10-15 procent årligt. Når sammenlægningen er fuldt implementeret, forventes den at skabe mindst 600 millioner kroner i synergier.
Det er fordelt med 300 millioner kroner i omkostninger og 300 millioner på indtjening.
/ritzau/