Det er i den grad misvisende, når Jyske Banks navn dukker op i forbindelse med en ny række afsløringer, der blandt andet drejer sig om, hvordan banker hjælper kunder med at slippe for at betale skat ved hjælp af såkaldte skattely.
Det mener Jyske Bank, som kommenterer udsendelsen "Det store skattelæk", der blev sendt søndag aften på DR. Her blev Jyske Bank nævnt sammen med en række andre selskaber, som angiveligt hjælper kunder med skatteunddragelse.
- Samlet set mener vi, at den fremsatte kritik af banken er udokumenteret og helt grundløs, lyder det i en skriftlig udtalelse fra banken.
DR er blandt andet kommet i besiddelse af et notat fra advokatfirmaet Mossack Fonseca i Panama. Firmaet er kendt som en af verdens største udbydere af skattelyløsninger.
I notatet står der, at Mossack Fonseca i 2005 skulle have holdt et møde med medarbejdere fra Jyske Bank, og at disse medarbejdere skulle have fortalt, at banken havde etableret flere selskaber for bankens kunder.
- Efterfølgende er vi desuden blevet oplyst, at Jyske Bank er oprettet i Mossack Fonsecas system som såkaldt "professional client".
- Jyske Bank kan ikke genkende dette. Bankens medarbejdere har ingen erindring om et sådant møde. Jyske Bank har aldrig haft en samarbejdsaftale med Mossack Fonseca. Hvis banken er oprettet i deres system som kunde eller kundeemne, er det uden vores vidende, skriver Jyske Bank.
Blandt de i alt 11,5 millioner dokumenter, der er blevet lækket fra Mossack Fonseca, er der ifølge DR også eksempler på en mailkorrespondance mellem Jyske Bank og Mossack Fonseca om seks forskellige kunder. Disse kunder overtog Jyske Bank dog angiveligt ved overtagelsen af Sparekassen Lolland i 2013.
- Efter overtagelsen lukkede Jyske Bank de pågældende kunder (den sidste i 2014), og der har i den forbindelse været ført korrespondance med Mossack Fonseca, lyder det fra banken.
Panama-dokumenterne er givet til over 100 medier i 76 lande.
/ritzau/