I den italienske Serie A begynder det at lugte af det tredje italiensk mesterskab i træk til Juventus.
Klubben fra Torino vandt søndag 1-0 over Fiorentina på scoring af Kwadwo Asamoah i første halvleg. Sejren betyder, at Juventus nåede op på et forspring på 14 point til Roma, som på andenpladsen har seks point ned til Napoli.
Roma og Napoli mødes søndag aften i Napoli.
Juventus' eneste nederlag i denne sæson kom til Fiorentina i efteråret, men hjemme i Torino havde Juventus-spillerne en vilje, som ikke efterlod tvivl om, at de ville vinde denne gang.
Carlos Tévez og Stephan Lichtsteiner stod for to tidlige chancer, og Asamoah havde også et par stykker, inden han endelig scorede tre minutter før pausen.
Fiorentina havde bolden i nettet tre minutter efter pausen, men målet blev annulleret for offside.
Fiorentina, som er på fjerdepladsen i Serie A, pressede godt på efter pausen, og Firenze-holdet havde også flere gode muligheder.
En umarkeret Ryder Matos skulle måske have udlignet 10 minutter før tid, da han stod fri i det lille felt. Heldigt for Juventus og målmand Gianluigi Buffon ramte forsøget overliggeren.
Juventus og Fiorentina mødes allerede igen på torsdag - denne gang i Europa League.
/ritzau/