Juleanden er i fare: Kan blive værre endnu

Mathias Nielsen

111 uger siden

|

08/11/2022
Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Udbuddet af berberiænder er lige nu markant lavere end normalt. Skal man tro en erfaren mand i branchen, så kan de kommende år blive endnu værre.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Julen står snart for døren, hvilket for rigtig mange er ensbetydende med and og flæskesteg i rigelige mængder. Priserne på fødevarer herunder kød er steget voldsomt i den seneste tid, hvilket naturligvis er en udfordring for mange forbrugere.

Desværre kan vi formentlig se frem til endnu højere priser på især fjerkræ og derfor også andekød. En fugleinfluenza hærger lige nu over Europa, hvilket især har ramt Frankrig. Og det er her at problemet for alvor opstår.

Frankrig har nemlig en stor produktion og eksport af ænder, og foreløbigt er 14 millioner ænder døde af fugleinfluenza. 14 millioner er en voldsom størrelse, som uden tvivl kan mærkes på udbuddet.

Hos Gråsten Fjerkræ i Sønderjylland har de langt fra det antal ænder, som de plejer at have på denne tid af året.

Normalt har Gråsten Fjerkræ omkring 30.000 berberiænder at sælge i forbindelse med mortensaften og julen, men lige nu mangler man en tredjedel - altså omkring 10.000 ænder.

- Det er svært at få fat i, og dem, vi kan få, er ikke store nok på grund af fugleinfluenza, fortæller Alex Jensen, der er fabrikschef og medejer hos Gråsten Fjerkræ til TV Syd.

Alex Jensen har været i branchen længe nok til også tidligere at have oplevet problemer med fugleinfluenza. Men i år er det værre end de andre år, lyder det.

- Det er jo ti gange værre i år. Det er ikke kun ét sted, det er flere steder i Tyskland, det er i Frankrig, det er i Italien. Næsten over det hele.

På grund af et lavere udbud, så vil prisen også stige. Det gør den nu, men Alex Jensen frygter, at problemerne vil fortsætte over de kommende år.

- I Frankrig laver de jo størstedelen af alle berberiæg- og ællinger, som de eksporterer – også her til Danmark. Når der ikke er nok forældredyr, så er der heller ikke nok æg og ællinger. Så det bliver der ikke nok af næste år, siger Alex Jensen.

Skal man derfor tro den dystre prognose, så vil de kommende år byde på et noget lavere udbud af berberiænder, hvilket så også vil betyde højere priser.